19. maj 2011 - af: DavidAARTIKEL | Til kamp med Jesper Ryom![]() Hvilke tanker går gennem hovedet på en fighter, inden han træder op i buret? Og i dagene op til? Hvordan forbereder man sig til at blive udfordret i en så ekstrem grad? For at få svar på de spørgsmål, fulgte vi amatørkæmper Jesper Ryom inden hans kamp til lørdagens Fightergalla 21. I dagene op til, i timerne inden og bagefter.
Som MMA-fan er man på én og samme gang både insider og outsider i forhold til sporten. Insider fordi man forstår hele "mano a mano" aspektet. Det at fighterne tester sig selv, og deres modstandere, til det yderste. Fordi man som fan respekterer det store arbejde, der ligger forud. Konditionsmæssigt, selvfølgelig, men først og fremmest i forhold til teknikken (striking, takedowns, forsvaret, gulvkampen etc). Og taktikken bag, der skal tage hensyn til modstanderens samt egne styrker og svagheder. Samt det ubetingede mandsmod det kræver, at træde ind i buret og lade døren blive låst bag sig. Med risikoen for lemmer, tænder og så videre.
Og netop sidste del i denne perlerække er det, der samtidig gør MMA fans til outsiders. Jeg kan ikke sætte mig fuldstændig i fighternes sted. Jeg kan prøve. Men det er ikke helt det samme. Her er jeg bare "mandagstræner" eller "skrivebordsgeneral".
Netop derfor havde vi lavet en aftale med Jesper Ryom, der også er skribent her på MMAforum.dk. Om et interview dagene inden kampen; at vi fik lov at følge ham backstage i timerne op til. Og ikke mindst bagefter, med alt hvad der følger med af "post traumatisk stress". Et forsøg på at løfte lidt op i tæppet. Se hvad der foregår bagved. Samt oppe i hovederne. Og derved, måske, øge forståelsen for de mange tanker som fighterne gør sig. Et par dage før kampen
Jesper Ryom havde inden i lørdags haft otte amatørkampe (4-4), med den seneste kamp tre år tilbage. I lørdags returnerede han så til buret mod svenske Jörgen Söderqvist. Som den sjette kamp på et tætpakket program i Odense (20 kampe i alt). Til dagligt træner Ryom i Fightcraft, der blandt andet også huser Kenneth Rosfort-Nees, Mikkel Parlo, Nicolas Dalby, Michael Bender, Frodi Hansen med flere. Hej Jesper. Tak fordi du tager dig tid til det her midt i det hele. For det første, fortæl os lidt om dig selv. Hvordan blev du introduceret til MMA? Jesper: Jeg blev gennem en ven introduceret til Skagen Fight Gym. Dengang jeg startede hed det vist Skagen Shootfighting. Her trænede jeg shootfighting, sådan mest for sjov. Det var vist tilbage i 2001 eller sådan noget. Så blev det med årene mere MMA orienteret og jeg begyndte at interessere mig mere og mere for det. Og jeg har over perioden haft otte (nu ni, red.) amatørkampe. Hvordan har træningen været ugen op til kampen? Jesper: Træningen op til kampen har været stille og rolig. Jeg forsøger at komme ned på et niveau som er tilpas. Det vil sige, jeg prøver at ramme et niveau hvor jeg stadig kører høj intensitet, uden at det mærkes i længere tid efter. Sparring er helt ude af billedet på det her tidspunkt, det er kun pads og skyggeboksning. Kan du beskrive sommerfuglene i maven her dagene op til? Jesper: Altså, i mine tidligere kampe, har jeg været nervøs op til kampene. Jeg har altid tænkt meget på min modstander og hvad han kan og så videre. Men den her kamp har været anderledes. Jeg tror der er to faktorer, som har spillet ind. Ét: Jeg er blevet en del ældre (3 år siden sidste kamp, red.), så jeg har fået mere styr på nerverne og følelserne. Og to: Jeg har følt mig i rigtig gode hænder hos mine trænere. Derfor har jeg været meget selvsikker op til kampen. Tidligere har nervøsiteten ligget som en tung kugle i maven. Men denne gang er jeg op til kampen meget mere spændt. Jeg går og glæder mig til at komme ind og i gang. Et par timer inden kampenJeg mødte Jesper backstage et par timer inden kampen i lørdags. Han var ganske afslappet. Der var tid til at joke lidt med de andre gutter. Fortælle røverhistorier og hvad der ellers hører til når mænd bare er mænd. Men ellers var han helt nede på jorden, og det er lige før jeg tror, at jeg var mere nervøs for det der lå forude end han var. Generelt var stemningen backstage altså helt nede på jorden. Som tiden gik, og kampstart nærmede sig, begyndte de indledende øvelser dog: Hænderne bindes ind; der varmes let op; en let sparring påbegyndes; bananer, energibarer eller lignende køres ned. Og intensiteten øges mærkbart. Den ramme lugt af sved ligeså.
Hvordan havde du det op til kampen? Jesper: Jeg prøver på først at fokusere på kampen, når jeg begynder at varme op. Så bliver det for alvor "fight time". Så jeg er meget afslappet og rolig inden en kamp. Stemningen var helt anderledes da jeg så gik ind. Jeg tænkte kun på den opgave jeg havde foran mig. Selvfølgelig skulle jeg da lige synke en ekstra gang, da jeg gik ind. Men da vi blev kaldt hen til Rene (dommeren) så var jeg 100% klar. Igen: Det var interessant at opleve hvordan fighterne i timerne inden ballet blev åbnet kunne være helt afslappede. Og når det så var ved at være tid, blev "knappen" slået til. Som tiden nærmede sig, blev Jesper mere og mere fokuseret på den opgave han havde foran sig. Der var ikke længere tid til at småsludre. Det var kampen det drejede sig om. Alt andet var ligegyldigt.
Under kampenSom man kan læse i vores review af Fightergalla 21: Once Again tabte Ryom desværre kampen mod svenske Jörgen Söderqvist. Jesper virkede presset i starten, fik ikke rigtigt fyret nogen slagserier af. Og svenskeren fik ham ned to gange samt forsøgt en stående guillotine. Første runde gik uden tvivl til Söderqvist. Men i anden runde virkede det til at Jesper havde rystet lidt af rusten af sig. Han satte et par rigtig gode slag ind, der i den grad rystede svenskeren. Netop som Jesper så ud til at kunne sætte det afgørende slag ind, hev Söderqvist sin danske modstander ned på gulvet. Og efter en kort kamp her, afsluttede han Ryom med en rear naked choke. Söderqvist vandt på submission.
Du havde Tue Trnka og Jonas Nielsen i dit hjørne. Hvor meget kunne du høre dem, mens du var derinde? Og hvad giver det af fordele? Jesper: Jeg var rigtig tilfreds med at have Tue og Jonas i hjørnet. De gav mig de bedste råd jeg kunne ønske mig og holdt mig på sporet i kampen. Selvom der nogle gange er meget larm, så går ringhjørnets stemmer altid klart igennem til mig. Jeg tror det er fordi man er så fokuseret på og klar over, at de råd de giver en - ja, de kan i sidste ende gøre forskellen på om man vinder eller taber. Efter kampenTuren tilbage til omklædningsrummet var tung. Skuffelsen lyste ud af Jesper. Men han kom sig nu ret hurtigt over nederlaget og var i stand til at analysere kampen og sin egen præstation. Og så var trænerne Tue og Jonas gode til at få taget en del af luften ud af skuffelsen. Hvordan havde du det efter kampen? Jesper: Jeg var skuffet over min egen præstation og er det stadigvæk. Jeg er klar over jeg har været væk i lang tid og mødte en god modstander, men jeg føler stadigvæk jeg kan præstere langt over det jeg gjorde til FG21. Jeg synes mere det var mig der tabte kampen, end det var ham der vandt den, hvis jeg skal være ærlig. Hvad følte du, at du kunne have gjort bedre? Jesper: Hvis jeg havde holdt mig 100% til min gameplan om at bokse ham, er jeg sikker på at kampen ville have set helt anderledes ud. Jeg faldt dog til tider tilbage til gamle vaner og begyndte at stå og bytte med ham. Og det er jo bare for dumt, når jeg viste jeg kunne udbokse ham. Men sådan er det jo.
Jesper: Som sagt, skuffelsen er der stadigvæk. Og det bliver den ved med at være. Men jeg har tænkt mig at bruge det her nederlag og få det vendt til noget positivt. Jeg har lært en masse af den her kamp. Og jeg ved hvad jeg skal arbejde med fremadrettet. Hvornår går du i gang med træningen igen? Jesper: Jeg starter træningen denne uge, der er ikke tid til pause når hullerne skal lappes! Og det er jo en rigtig god tilgang. Mange tak til Jesper og folkene omkring ham for at få lov til at følge slagets gang før, under og efter. Vi ser frem til Jespers næste tur i buret.
Insider fordi man kan sætte sig ind i hele "mano a mano" aspektet. Det
|
Annonce |